Under kategorien Opskrifter vil jeg i det nye år skrive en del om hurtig, god og sund mad. Efter jeg blev separeret i år, flyttede til Kalundborg 1. september, og fik bevilget separation 20. oktober, har jeg haft rig mulighed for at eksperimentere med nye kombinationer uden at skulle høre, at “det kan man da ikke…”
Det får DU som læser gavn af, for senest i dag har jeg f.eks. fundet en genial kombination. Brug to gryder – den ene til ½kg æbler, den anden til at stege tunen.
Skær æblerne i både, og steg det i kun en smule olie. Helst så de kun lige er begyndt at blive bløde – det er nemlig æbleflæsk når det er bedst. Der skal IKKE vand i til sidst, for det skal ikke koge.
Det samme gælder tunen – den skal bare varmes med lidt peber og hvidløg. Når denne er varm, så kan du på tallerkenen anrette tunen med en smule hvidløgsdressing.
Hvidløg øger forbrændingen, ligesom chili. Dog er chili ikke specielt godt sammen med tun – men mere om det i det nye år.
Ovenstående opskrift har TO indlysende fordele. Det er hurtigt at lave (og smager godt), og så er det langt sundere end det fastfood som nogle henfalder til i en travl hverdag.
Apropos æbleflæsken. Det var faktisk opmuntrende for nogle uger siden at høre, at børnene netop godt kan lide æblerne på denne måde. Langt bedre end da de hos deres moster havde fået det som en halv suppe – netop fordi der var kommet vand ved. Men deres moster er ikke den eneste, der mishandler æblerne på denne måde, for vi oplevede det også til en julefrokost i Gørlev Hallen den 10. december, og æbleflæsk skal IKKE være mos.
Så stay tuned. Du vil få en masse kreative forslag til gode retter fra en mand som klarer at servere mad til fire med kun to blus. Dog erkender jeg, at en miniovn står på programmet, for der ER retter der kræver en ovn.
Godt nytår til jer alle.

Om du bruger et stykke tun eller tun fra en dåse så er begge muligheder lige gode. Det sidste har alle i skabet, så det er ligetil…